Zombier på skærmen

I 1968 smed George A. Romero en zombiefilm på markedet, der for alvor sparkede liv i de døde.

Filmen åbner i fuldt dagslys, hvor Johnny og Barbra (bror og søster), besøger deres fars gravsted. Her udspiller sig et par komiske sekvenser, hvorefter Johnny pludselig bliver angrebet af, hvad der viser sig at være en zombie. Herfra er der ikke mere at grine af. Natten falder på og helvede bryder løs.

Barbra, den umiddelbart traditionelle unge heltinde med langt lyst hår, søger tilflugt i et nærliggende hus. Resten af filmens overliggende plot ville ligge den typiske gyserforfatter ligefor. Men her vil Romero noget andet og langt mere interessant med sin film og Barbra. Stort set resten af filmen finder sted i dette hus, hvor Barbra har søgt tilflugt fra de levende døde, og her møder vi resten af filmens karakterer. Sammen forsøger de mere eller mindre panisk at holde de sultne lig på afstand.

Romero formår at skabe en krybende ubehagelig følelse, hvor zombierne hele tiden kommer lidt tættere på deres mål. Hver gang der kan anes en smule lys for enden af tunnelen, vælger Romero at gøre det helt sort for gruppen igen. Filmens forskellige karakterer, er med til at skabe en spændende film. Der konfliktes således mellem de levende i huset. Hvem skal f.eks. være lederen af gruppen, og hvem har den bedste plan for overlevelse?

Night of the Living Dead handler ikke kun om 'zombie kills'. Den handler også om menneskelig natur og moral, og giver et troværdigt billede af forskellige menneskers reaktioner ved et zombieangreb. Samfundskritikken er til at skære/'bide' i, dog uden at virke prædikende. Night of the Living Dead er en intens oplevelse, og indeholder en de bedste slutninger nogensinde på en zombie film og film generelt.

B-films zombiegyseren af George A. Romero, er en beskidt sorthvid film med tvivlsom billed- og lydkvalitet, men med mindeværdige karakterer og scener, man vil huske for evigt. Der er tale om et mesterværk.

Det er nærmest chokerende, hvor få af de plotmæssigt gode zombiefilm, der har en høj produktionsværdi. Som regel når man har en fortællemæssigt god zombiefilm, så ligger den et godt stykke tilbage i tiden, og hvor billed- og lydkvaliteten således er tilsvarende ringe.

Dawn of the Dead remaken, har både de gamle dyder i forhold til zombie fortællingen, men har samtidig en så høj produktionsværdi, at det er en ren fornøjelse at nyde historien folde sig ud i de flotte billeder og effekter.
Ligesom i den originale Dawn of the Dead, finder historien sted i et indkøbscenter. Men der er adskillige forskelle på de to film.

Først og fremmest er zombierne meget hurtigere i denne remake. Herudover har vi mange flere overlevende og dermed konflikter at følge. Men det betyder så også at der ikke i samme grad bliver gået i dybden med problemernes facetter.

Kort sagt. Denne her film er super underholdende.

Et eksempel på at zombie historier kan tage mange forskellige former.

Håndholdt spansk zombie klaustrofobi.

En reporter er igang med at lave en dokumentar, hvor hun og hendes kameramand, følger nogle brandmænd rundt på deres arbejde. Brandmændene bliver kaldt ud til et lejlighedskompleks, der så viser sig, at indeholde zombier.

Dette er en ganske fornuftig zombie film. Skuespillet er troværdigt, den kvindelige reporter er charmerende, og kameramanden er en god mand. Man håber de klarer den. Nogle af chokkende er dog ret forudsigelige, og man sidder nærmest og råber, "så flyt dig dog! Der er en zombie lige på den anden side af det gitter, hvor man sagtens kan få sine arme igennem!!" Og rigtig nok, så angriber zombien og spaden dør. "Hvad sagde jeg?!?".

Det er både godt og skidt at man kan sidde og råbe, for dels kan det være dødirriterende når personerne er så ufatteligt dumme, at det virker utroværdigt, men mestrer man balancegangen, hvor de er dumme, men ikke urealistisk dumme, så kan det give massere af underholdning.

Selvom det er håndholdt hjemmevideo kamerastil, så er det stadig muligt at følge med. Billederne er ikke totalt overrystede eller kuld sorte. Man kan se hvad der foregår.

Will Smith er Palle alene i verden. Bortset fra vampyr-zombierne forståes.

Jeg kalder dem vampyr zombier, fordi de på nogen områder minder om vampyrer og andre om zombier. F.eks. kan de ikke tale, som vampyrer ellers normalt kan, men som zombier typisk ikke kan. Men samtidig kan de ikke tåle sollys så på den måde er der lidt noget vampyr agtigt over dem.

Denne her film har nogle virkelig spændende scener. Will Smith er stensikker i sin rolle, og leverer en fuldt ud overbevisende præstation. Filmen har nogle fantastisk visuelle fortællinger. At zombie-vampyrene ikke kan tåle sollys bliver filmisk udnyttet forbilledligt. Om dagen er Will Smith kongen i byen, men i mørket og skyggen lurer faren konstant. Det gør at filmen fremavler en form for mørkeræd, så når solen så småt begynder at gå ned, så søger Will Smith hjem for at gemme sig i badekarret.

I Am Legend er en spændende film, som har nogle usædvanligt nervepirrende scener.

Resident Evil filmene har prøvet adskillige gange, at lave en zombie film, som alene prøver at fungere via action og flotte damer. Resident Evil filmene har fejlet hver gang. Planet Terror gør det dog rigtigt.

Filmen er klam, og der er massere af action, og man er egentlig godt underholdt hele vejen igennem. Man savner dog de scener fra gode zombie film hvor der f.eks. diskuteres taktik, og personerne diskuterer hvad der foregår. Dette er klippet ud af denne film, så man hurtigere kan komme tilbage til action og splat. Derfor kan denne her film ikke komme ordentlig op på ranglisten, da man ikke får mulighed for at føle noget for personerne, da de bare fremstår som 'stripperen', 'moren med den lille pige', 'ham "seks fod under", der nu skal forestille at være sej' osv. En masse personer uden dybde.

Denne her film indeholder virkelig så meget godt materiale, men den er også ret usammenhængende, og den mangler ordentlig pacing.

Til tider er filmen ren poesi når der bliver slynget dialoger og monologer ud, eller når Døden pludselig dukker op ud af det blå. Men så i næste øjeblik bliver det ødelagt af noget tvivlsomt skuespil, eller af at historien tager en totalt underlig drejning. Filmen er som sådan ikke spændende eller på anden måde medrivende, men flere scener og replikker er dog mindeværdige eller ligefremt geniale, og derfor er den værd at se, på trods af at produktions kvaliteten nærmer sig bunden.